Efter 29 år som henholdsvis næstformand og formand i Look Good Feel Better har Rie Munk besluttet, at det nu er på tide, at der kommer friske kræfter til, som alle er en aktiv del af branchen. Til vores generalforsamling i marts 26 overlod Rie derfor tøjlerne til Annette Holberg, der har fungeret som næstformand i foreningen i 14 år.  Lizette Leholt blev valgt som næstformand.

Rie er helt tryg ved at træde tilbage og siger: “Det har været et kæmpestort privilegie at være med til at grundlægge Look Good Feel Better i 1997 og have været en del af kosmetikbranchens forening til støtte for kvinder med kræft i alle disse år. Look Good Feel Better vil altid være mit hjertebarn”

Gennem næsten tre årtier har Rie været en samlende kraft for foreningen. Med engagement, integritet og hjerte har Rie sat en retning, som har gjort en forskel. Hun har stået fast, når det krævedes, lyttet, når det var vigtigt, og altid haft LGFB for øje. Mange beslutninger, store som små, bærer præg af Ries kæmpe hjerte for både foreningen og alle i bestyrelsen. 29 år vidner om loyalitet, vedholdenhed og en dyb dedikation. Det er sjældent, at man oplever en så lang og stabil indsats – og det fortjener den allerstørste anerkendelse og respekt ❤️

På vegne af alle i bestyrelsen skal der lyde et kæmpe stort og varmt TAK til Rie. Tak for timerne, energien og engagementet gennem alle årene – fra den spæde start og frem til nu – og for den store forskel, hun altid har gjort.

Vi er glade og taknemmelige for, at Rie har takket ja til at fortsætte som livsvarigt æresmedlem af foreningen.