Vil du gøre en forskel for kvinder med kræft?
Bliv frivillig konsulent
Når en kvinde får kræft, forandrer meget sig. Håret kan falde af. Huden kan ændre sig. Spejlbilledet kan føles fremmed. Og midt i alt det svære kan det betyde utrolig meget at få lov til bare at føle sig som sig selv igen.
I Look Good Feel Better giver vi kvinder med kræft et lille pusterum fra sygdommen. På vores gratis hudpleje- og makeupkurser får de inspiration, nærvær og redskaber til at passe på sig selv – og måske mærke lidt af den kvinde, de var, før kræften fyldte det hele.
Vil du være med til at give dem det pusterum?
Vi tilstræber altid at have to konsulenter på hvert kursus – til 12 kursister. De første gange du er med som frivillig konsulent, vil du være ”føl”, dvs. at du får lov til at se, hvordan kurserne forløber, og det er de andre konsulenter, som kører kurset. Det er den bedste måde, hvorpå du kan mærke efter, om det er noget for dig at være med i Look Good Feel Betters frivillige arbejde.
Vi lægger en plan pr. halvår med datoer for afholdelse af kurserne. Så kan du som frivillig i god tid vælge hvilke datoer, du har mulighed for at være med.
Kurserne finder altid sted mandag eller tirsdag midt på dagen. Vi afholder ca. 100 kurser om året. Men som frivillig er du ikke forpligtet til at tilmelde dig alle gange. Vi er taknemmelige for al den hjælp vi kan få, uanset hvor mange gange det er!
Som frivillig konsulent får du noget, der rækker langt ud over de timer, du giver:
Du bliver en del af et stærkt fællesskab af frivillige kvinder, der – ligesom dig – har lyst til at gøre noget godt for andre. Og hvor vi hjælper hinanden, deler erfaringer og skaber gode oplevelser sammen.
Og bare rolig: Det kræver ikke mange timer. Et par timer nogle gange om året er nok til at være med. Men for de kvinder, du møder, kan dine få timer være noget, de husker længe.
Lidt om dig
Hvis du ønsker at blive frivillig konsulent, skal du være meget empatisk i din omgang med andre og kunne lide at undervise. Du skal rådgive kvinderne i rette brug af hudpleje, og vise og hjælpe med, hvordan de lægger en dagmakeup. Derudover gør vi naturligvis meget ud af at dele tips og tricks omkring øjenbryn og vipper. Sidst men ikke mindst, ser vi gerne, at har en baggrund fra kosmetikbranchen, enten fra detailhandlen, eller som kosmetolog/make-up artist. Måske er du under uddannelse, måske har du arbejde længe i branchen, måske er du pensioneret, men har stadig lyst til at beholde et ben i branchen og gøre en stor forskel. Måske er du bare rigtig god til at lægge makeup. Alt er muligt.
Lige nu søger vi frivillige konsulenter i hele landet: København, Herlev, Hillerød, Roskilde, Ringsted, Odense, Vejle, Aarhus, Ikast, Aalborg, Sønderborg og Esbjerg.
Vi venter spændt på at høre fra dig.
Ring til sekretariatsleder Susanne Challe på 60 14 51 80 eller send en mail på susanne@lookgoodfeelbetter.dk
Frivillige konsulenter udtaler
“For ca. 13 år siden startede jeg, som frivillig konsulent for Look Good Feel Better på OUH og hver 3. tirsdag møder jeg 12 fantastisk dejlige kvinder, som forventningsfuld møder op for at få en god oplevelse og gode tips til at blive smukke i en svær tid: Et frikvarter hvor de glemmer sygdommen et par timer, som flere fortæller, når de smukke går fra kurset.
I starten er der nogle gange lidt stille, men når først vi starter, går snakken livligt, og alle hygger sig, der bliver grinet, og arbejdet koncentreret med at lære, og efterhånden som tiden går har alle fået renset og plejet huden, har lagt en flot makeup og lært hvordan man tegner bryn, hvis man har mistet dem. Det er et vigtigt punkt, som vækker begejstring hver gang.
Disse tirsdage ser jeg frem til hver gang, det er fantastisk at se den glæde og begejstring disse skønne kvinder viser: Jeg føler at jeg er med til at gøre en forskel: at få lov til at være med til at give dem en flot taske med hjem og et smil på læben. Selv er jeg høj resten af dagen.”
Inge Holmegaard, Odense
“Jeg sad en forårs eftermiddag til en hyggelig fødselsdag og snakkede med en spændende kvinde, der lige som jeg selv, havde valgt at stoppe med at arbejde – for at udfordre et nyt kapitel i livet. Naturligt faldt snakken på de mange nye muligheder, der lå foran os begge, nu når vi ikke længere skulle op til en 8 timers lang arbejdsdag.
Pludselig fortalte Bente, som kvinden hedder, at hun netop var startet som underviser i foreningen Look Good Feel Better! Hun berettede om de positive oplevelser, hun havde haft, selvom det er meget syge kræftramte kvinder, hun underviste.
Jeg brugte efterfølgende noget tid på at overveje, om det her måske netop var den udfordring, jeg havde brug for. Hvor jeg kunne give noget af den erfaring jeg har fra mine mange år i medicinalbranchen – som underviser blandt læger, sygeplejersker og apotekspersonale – videre.
Jeg har nu været tilknyttet Foreningen i 3,5 år, og jeg har oplevet de sejeste kvinder, der i løbet af undervisningen blomstrer op i takt med at makeupen gør, at de pludselig ser sig selv ”som de var” før sygdommen satte ind. Timerne flyver af sted, der er en helt fantastisk stemning – alle slapper af, og nyder at arbejde med de skønne hudpleje- og makeupprodukter, som vores sponsorer donerer. Kvinderne får vist en del teknikker, så de efterfølgende selv kan tegne f.eks. øjenbryn op samt dække de hudforandringer, de måske har fået. De lærer diverse små tricks, der giver huden en særlig glans og udstråling.
Jeg håber at kunne undervise i mange år endnu. Jeg føler, at jeg gør en forskel, men også at jeg får en masse energi og et mere positivt syn på tilværelsen. Så trods det, at det er alvorligt syge kvinder vi møder, er der en tro og håb på livet – og en ydmyghed overfor tilværelsen. Virkelig noget vi alle kan lære af.”
Ingelise Kragh, København



















